VILDT NEM FASANSOVS
Opskrift af Julie Hey
4 personer
400 g fasankød (filet/lår)
1 løg
2 gulerødder
1 porre
250 g champignon
1 tsk. paprika
1 tsk. karry
2 spsk. smør
4 spsk. tomatpuré
2½ dl piskefløde
2½ dl hønsebouillon
salt og peber
evt. jævner/Maizena
Skær fasankødet i helt små tern. Pil løget og hak det fint. Skræl gulerødderne og rens porre og svampe. Skær alle grøntsagerne i små tern.
Rist paprika og karry af i en tør gryde. Tilsæt smør, løg og porrer, og svits det, uden at det tager farve.
Tilsæt fasankød og resten af grøntsagerne, og lad det stege i 2 minutter under omrøring. Tilsæt tomatpuré, fløde og bouillon, og kog sovsen op.
Skru ned for varmen, og lad retten simre i 15 minutter. Smag sovsen til med salt og peber, og jævn den evt. med majsstivelse.
SERVERINGSFORSLAG:
Server fasansovsen i lune tarteletter, til pasta eller med ris. Du kan også bruge sovsen i lasagne eller som en gryderet med kartoffelmos.
TIP: Fasansovsen er fryseegnet. Frys den evt. ned i portioner, så det passer til hjemmets beboere.
Foto: Betina Hastoft